Henrik Ibsens skrifter

Det var først gennem ​Deres brev jeg erfarede at det var et så kedeligt og langvarigt onde som ​årebetændelse, Deres gamle kapitolinske sygdom, De nu atter lider af; først i det igår modtagne nummer af ​«Politiken» nævnes det. Jeg havde tænkt at det blot var et almindeligt halsonde, som hindrede Dem i at holde forelæsninger. Og hvor kunde jeg vel tro andet? Jeg har jo i de sidste uger set Dem offentliggøre omfattende ​artikler om Helge Rodes nye stykke og produktion for resten, ​ om Victor Hugos monument og ​om andet mere. Ja, Deres produktionskraft er uudtømmelig. ​Deres store felttog, foranlediget ved Deres franske afhandling om mig, har jeg kun delvis kunnet følge med i enkelthederne, og jeg vil derfor opsætte med at tale derom og takke Dem derfor indtil vi personlig kan mødes igen. – Ja, dette om personligt møde er ikke en tom talemåde. Kan De gætte hvad jeg går og drømmer om og planlægger og udmaler mig som så dejligt? Det er: ​at slå mig ned ved Øresund, mellem København og Helsingør, på et frit åbent sted, hvor jeg kan sé alle havsejlerne komme langvejs fra og gå langvejs. Det kan jeg ikke her. ​Her er alle sunde lukkede i enhver ordets betydning, – og ​alle forståelsens kanaler tilstoppede. Å, kære Brandes, man lever ikke virkningsløst 27 år ude i de store fri og frigørende kulturforhold. Her inde eller, rettere sagt, her oppe ved fjordene har jeg jo mit fødeland. Men-men-men: hvor finder jeg mit hjemland? Havet er det, som drager mig mest. – – – For resten går jeg her i ensomheden og planlægger ​noget nyt dramatisk noget. Men jeg kan ikke endnu sé klart hvad det bliver til.

Ja, bliv nu først og fremst frisk igen og det uden altfor mange plager og så på gensyn i det nye hjem, hvor sundet ligger åbent for mig.